Livet er som et tiden, det går, man kan ikke stoppe det, ikke engang bare for et sekund. Jeg føler det som var det i går jeg gik 7 klasse, men det er 5 år siden. Der sker så meget hele tiden, men alligevel er alt bare det samme. Det kører i ring, men lige pludselig finder man sig et sted man ikke havde troet. Et år siden havde jeg håbet på en masse ting, som heldigvis er gået i opfyldelse, men så er der bare nye ting at håbe for, nye ting at kæmpe for. Livet er en lang kamp, det har det ihvertfald været indtil nu. Jeg havde glædet mig men også frygtet gymnasiet. Jeg elsker det heldigvis, men hader forventninger, presset som er og kravene, alle forventer noget, inklusiv en selv, hvilket nok er den værste ting ved gymnasiet.

Man forventer af sig selv at man når alting, at man tager sig sammen, fordi det er jo gymnasiet, man forventer af sig selv at få gode karakter, når lektierne og stadig har tid til det sociale men sandheden er man ikke når det hele… Langt fra!

Man altid ender op med at være sur på sig selv, selvom man har rykket sig på alle mulige punkter, lige fra at man har skiftet sit 4-tal i biologi ud med et 10-tal, at man har fået et niveau i matematik som gør at det er let at følge med, at man er gået fra aldrig at sige noget i timerne til faktisk at være mundligt aktiv eller at man går i en klasse som man elsker og hver dag glæder sig til at se. Man glemmer de gode ting som man opnår og i stedet fortæller sig selv hvad man skal gøre bedre, at man ikke er god nok, at man ligeså godt kunne droppe det hele for man bliver aldrig ligeså god som de andre. Problemet er at man ikke fokusere på andres svagheder og nederlag men deres styrker og opture, man ser dem som det man selv burde være/have.

Tænk hvis vi havde et accepterne samfund, som ikke gik op i om hvor vidt man fik 7 eller 12 i sin dansk-stil, som kiggede på ens ressourcer i stedet for ens mangler. Sandheden er jo ikke at en som fik 12 i snit er en bedre psykolog end en som fik 7 i snit. Sandheden er nok at den som fik 12 i snit lærte "karakterspillet" bedre, eller så brugte personen sig tid på at have næsen i bøgerne. Når man kommer ud i den "virkelig verden" handler det ikke om hvor god du er til at sidde med næsen i bøgerne men om hvor god du fx som psykolog er til at skabe connection med din klient.

Vi har skabt et samfund som nedbryder unge før de overhovedet er kommet ud på arbejdsmarket. Uddanelsesystemet er opbygget på en måde hvor det er vigtigere at få en god karakter end at faktisk lærer noget. Fuck om du forstår kemi hvis bare du har kan sige bogen uden ad.