Livet er som et tiden, det går, man kan ikke stoppe det, ikke engang bare for et sekund. Jeg føler det som var det i går jeg gik 7 klasse, men det er 5 år siden. Der sker så meget hele tiden, men alligevel er alt bare det samme. Det kører i ring, men lige pludselig finder man sig et sted man ikke havde troet. Et år siden havde jeg håbet på en masse ting, som heldigvis er gået i opfyldelse, men så er der bare nye ting at håbe for, nye ting at kæmpe for. Livet er en lang kamp, det har det ihvertfald været indtil nu. Jeg havde glædet mig men også frygtet gymnasiet. Jeg elsker det heldigvis, men hader forventninger, presset som er og kravene, alle forventer noget, inklusiv en selv, hvilket nok er den værste ting ved gymnasiet.

Man forventer af sig selv at man når alting, at man tager sig sammen, fordi det er jo gymnasiet, man forventer af sig selv at få gode karakter, når lektierne og stadig har tid til det sociale men sandheden er man ikke når det hele… Langt fra!

Man altid ender op med at være sur på sig selv, selvom man har rykket sig på alle mulige punkter, lige fra at man har skiftet sit 4-tal i biologi ud med et 10-tal, at man har fået et niveau i matematik som gør at det er let at følge med, at man er gået fra aldrig at sige noget i timerne til faktisk at være mundligt aktiv eller at man går i en klasse som man elsker og hver dag glæder sig til at se. Man glemmer de gode ting som man opnår og i stedet fortæller sig selv hvad man skal gøre bedre, at man ikke er god nok, at man ligeså godt kunne droppe det hele for man bliver aldrig ligeså god som de andre. Problemet er at man ikke fokusere på andres svagheder og nederlag men deres styrker og opture, man ser dem som det man selv burde være/have.

Tænk hvis vi havde et accepterne samfund, som ikke gik op i om hvor vidt man fik 7 eller 12 i sin dansk-stil, som kiggede på ens ressourcer i stedet for ens mangler. Sandheden er jo ikke at en som fik 12 i snit er en bedre psykolog end en som fik 7 i snit. Sandheden er nok at den som fik 12 i snit lærte "karakterspillet" bedre, eller så brugte personen sig tid på at have næsen i bøgerne. Når man kommer ud i den "virkelig verden" handler det ikke om hvor god du er til at sidde med næsen i bøgerne men om hvor god du fx som psykolog er til at skabe connection med din klient.

Vi har skabt et samfund som nedbryder unge før de overhovedet er kommet ud på arbejdsmarket. Uddanelsesystemet er opbygget på en måde hvor det er vigtigere at få en god karakter end at faktisk lærer noget. Fuck om du forstår kemi hvis bare du har kan sige bogen uden ad.

Nu har jeg gået på gymnasium i over et halvt år. Jeg elsker det virkeligt! men må da indrømme der er visse ting som er mindre fede.... Som eksempel stressen, og mængden af lektier er ekstrem! Ikke at jeg er overrasket men stressen som det medfører er ikke sjov... Jeg bliver ved med at fortælle mig selv at det kun lige er én uge mere også forsvinder presset, hovedpinen og de søvnløse nætter. Dog forsætter det. Til næste uge har jeg kun 1 aflevering på 4 elevtimer, det er oven i købet en gruppe aflevering, så det er ikke særligt meget arbejde. Alligevel er mit hoved ved at sprænge, det hele kører rundt og jeg er så træt at jeg næsten ikke overskuer at gå ud af min seng. Jeg har ingen anelse om hvorfor jeg er så stresset, ja jeg prøver at klare skolen men det er da ikke fordi jeg stræber efter 12 i alle fag, ja da ikke engang 10, ihvertfald ikke A og B fagene, endnu. Jeg tænker heller ikke på at droppe ud, ikke det mindste, da jeg ved jeg det er rigtige sted jeg er, men ville ønske jeg havde tid til bare at tænke på mine venner som ikke går på min skole. Jeg har ikke engang tid til at mangle en kæreste! aaargh jeg ville ønske mit liv handlede om andet end lektier...

Barcelona imorgen

Barcelona imorgen!!! ;D Glæder mig alt for meget!!!! Imorgen 17:30 sidder mig og min mor i flyet med  Latte i den ene hånd og et Elle i den anden på vej mod Barcelona!! ::D Og lørdag ligger vi på stranden og soler også og om aften spiser vi tapas! IIIIH glæder mig :)

Always remember:

Den perfekte kæreste

Nogle ting har man da lært fra tv-serier♥♥

Peter Plys♥

Ugly Betty♥

Ross fra Friends♥

Sidst men ikke mindst Chuck Bass fra Gossip Girl♥♥

Indre siger altid mere end ydre..

Jeg tror at hver person har deres "land/by". Altså alle har jo et/en favorit land/by. Jeg tror det siger noget om ens personlighed. Hver by/land har deres kultur. Byer i samme land har oftes samme kultur men der er jo stadig forskel, altså Aahus og København er jo ikke ens men har jo en masse ligheder. Den største forskel er jo nok accenten. Hver by har deres ord. Jeg ved det fra 'Spis, Bed, Elsk'. Men jeg er faktisk enig. Det er der så fedt ved kultur. Du kan se på en person hvilket land de er fra ved deres personlighed, deres udstråling og tøj stil, hvordan de behandler andre eller på deres spise vaner, kort sagt på folk være måde kan du se hvilket land de kommer fra. Man siger de egenskaber man prissætter, prissætter man fordi det er en del af ens egen personlighed. Måske ikke så tydeligt men så kan det være at man ønsker det skal være tydeligere.

En lille test for sjov:

Vælg det land, nationalitet du er mest inspireret af. Din yndlings kultur. Beskriv så med tre ord hvorfor.

Personligt er mit yndlings land Italien. Fordi de er kærlige, varme og fulde af passion.

1. Ord afsløre, hvordan du ser dig selv.
2. Ord afsløre, hvordan andre ser dig.
3. Ord afsløre, hvordan du virkelig er..

Men prøver lige at tænker over at de ting, personer eller steder som du elsker, afsløre mere om dig som person end stedet som betydning.